18/5 2002 kl. 8.10 © pelo
Sct. Peders Kirkeplads 4, hjørnet af Vinhusgade (t.h.)
Skinnet bedrager, på den fine måde:
Nordfløjen mod Vinhusgade (t.h.) er det oprindelige forhus, resten mod kirkegården og det smalle Katekismusstræde, nu Kirkepladsen, var sidehus med udenoms, omkring 1682-1761 18 fag bindingsværk i to etager, senest 1781 havde det som flere af byens gårde mistet førstesalen, 1794 blev det revet ned og erstattet af et 19 fags hus i to etager med grundmur til gaden. Den nuværende facade blev ændret 1934 for hotelejer P. Pedersen, kaldet Vinhus-Peter, da porten flyttedes til sin nuv. placering og døren tog den gamle ports plads. Oprindelig var der døre i midterfløjens to yderfag.
Vinhusets tredelte facade genspejler nogenlunde ejendommens tidligere opdeling. Endnu 1682 var her tre ejendomme. Vi kan for en gangs skylde følge dem bag om 1682. Det gælder især nordfløjen. I midten lå Næstveds rådhus og byting indtil ca. 1505, da det flyttede hen til kirkegårdens nordside. 1682 tilhørte ejendommen Sct. Peders Kirke der brugte den som kapellanbolig.
Her har været gjæstgiveri siden 1778, men vinhandlens og hotellets ældre historie hører hovedsagelig nordfløjen til. Den gamle virksomhed blomstrede op under Vinhus-Peter 1920-38. Hans ombygning ved arkitekt Urban Hansen-Reistrup, påbegyndt 1934, gav plads til Renaissancebaren, åbnet 1938 med Nordens eneste Kobberdansegulv. Vist under indtryk af festlighederne i de lyse sommernætter under jubilæums- og landsudstillingen 1935 søgte Vinhuset sammen med Axelhus og Bygningen udvidet bevilling til dansant og variete, også på hverdage - og fik den samme år. 1939 blev lukketiden tilmed liberaliseret fra midnat til kl. 1. I de desperate år under 2. verdenskrig konkurrede Renaissancebaren med Reci og Casanova. Baren findes stadig, kobbergulvet siden 2006 som vægdekoration. 1999 blev middelalderkælderen under nordfløjen der hidtil kun havde været tilgængelig for publikum ved særlige lejligheder, åbnet som restaurant.
Vinhuset har som andre provinshoteller haft svære tider. Midt i 1980'erne var det i fare for at blive bygget om til ældreboliger. 2011 gikdet konkurs og er indtil videre lukket.
Sydfløjen er bygget som posthus med lejlighed til postmesterfamilien. Gæstgiver Næsted var bygherre, men opførelsen finansieredes med et lån på 4.000 rdl. af Befordringsvæsnets Fond og en årlig leje af 350 rdl. Postvæsnet flyttede hertil fra Fixhus 14/5 1865. Der stod KONGELIGT POSTHUS svarende til det modstående HOTEL VINHUSET på båndet over stueetagen, postdiligencerne holdt foran huset eller i gården.
Postmesteren
boede på førstesal med familie, den øvrige husstand var spredt i huset, fx. 1880 to tjenestepiger, to postfuldmægtige og en postassistent.
30/1 1921 flyttede posthuset til sit nybyggede hus på Banegårdpladsen.
Ved en omfattende restaurering og modernisering 1934 fik hotellet ny indgang, der hvor før porten havde været. Der blev åbnet en ny port længere til venstre.
Døren og især baldakinen over den, tegnet 1934 af arkitekt Urban Hansen-Reistrup hvis kærlighed til kobber får frit løb her, er typisk 30'er-design af den avancerede og eksklusive slags.
1778
Handled jeg med Vin
og det var alt.
Men da blev jeg Hotel
og siden Vinhuset kaldt.
Tavlen er af bronze med forgyldning i dårlig stand. Jeg har ikke kunnet finde en datering, men bedømt ud fra skriftsnit, stavemåde og stil er den snarest fra første halvdel af 1900-tallet. Det er vist det digt multikunstneren Karl Hansen-Reistrup skrev til til 150-års-jubilæet 1/10 1928.
opført 1855 for gæstgiver og vinhandler Michael Frederik Næsted, hvis initialer ses på den ene kvist med byggeåret på den anden. Den brede kvist i midten er af nyere dato.
Vi kan skimte aktivitet på ejendommen 1000 år tilbage idet en udgravning i kælderen 1985 viste spor af bronzestøbning fra sen vikingetid. Netop kælderen med gotisk overhvælving fra sen middelalder, antagelig fra 1400-tallet, har givet anledning til vrangforestillinger om et tidligt Sct. Peders Kloster her og om hemmelige tunneler. 1456 nævnes en kælder under det daværende hus, men det er ikke nødvendigvis den samme. Kælderen er siden 1999 åben som restaurant, de første år med nedgang fra Kirkepladsen, mellem lygterne og vinfadene, siden 2003/04 fra hotellets reception.
Betegnelsen Munkekælderen er kun berettiget for så vidt som ejendommen med en ganske kort afbrydelse var klostergods 1456-1536. 1456 solgte byfoged Mikkel Pedersen den til Antvorskov Kloster, 1498 eller kort efter gik den via Aksel Lavesen Brok videre til Næstved Sortebrødrekloster der ellers som tiggerkloster ikke måtte have ejendom. 1507 solgte de sorte brødre den videre til Skovkloster der brugte den til sine pensionærer, blandt dem Tyge Due, død 1520, hvorefter gården kaldtes Tyge Dues gård. Ved reformationen blev gården som andet kirke- og klostergods inddraget under kronen der 1576 solgte den til en privat.
1682 ejede rådmand Zacharias Hansen gården. Han drev forretning her, grundtaksten nævner boden i gadelængen der da var et bindingsværkshus i to etager og 18 fag. Det ydre omfang var omtrent som nu. Mellem 1781 og 1791 nedtoges førstesalen, som det også var sket med sidelængen mod Katekismusstræde (Kirkepladsen) - og flere huse i byen, 1794 påbyggedes en ny førstesal, dog kun over tre af fagene, til billardstue, 1801 er førstesalen vokset til 10 fag. Sådan stod huset indtil Mich. Fr. Næsted rev det ned og byggede dette, færdigt 1855. Forudsætningen var hans gæstgiveri og vinhandel.
Omkring 1753 havde Michael Olter købmandsgård her. Den skiftede ejer et par gange, indtil den 21-årige Maren Hansteen købte den 14. oktober 1754 for 6.000 rdl. Fra sin far, rådmand, vinhandler og postmester Mathias Hansteen, havde hun arvet både penge og et kgl. privilegium: Eneret til at handle med vin og fransk brændevin i Næstved, bortset fra apotekeren der havde sit eget særlige privilegium. Altså blev gården vinhandel, Vinhuset. Navnet overførtes fra Riddergade 7 hvor faderen havde haft sin vinhandel.
Snart efter giftede Maren Hansteen sig med Niels Lynge der ejede andre gårde i byen. Han fik 5/12 1766 privilegiet fornyet med tilføjelse af ret til at modtage rejsende. Det brugte han flere ejendomme til, men efterhånden koncentrerede han indlogeringen her, og han fik da den ide at lade privilegiet følge gården. Det bevilgedes 22/5 1778. Det fornyede privilegium blev læst op på rådhuset 1/10 1778, siden regnet som hotellets fødselsdag.
Efter tidens sædvane overgik gård og privilegium altså til ægtemanden. Han værnede, som det ses, om det, med god grund. Allerede ved dets første udstedelse 1753 havde byens andre købmænd protesteret, 1755 og 1759 måtte han med retssager søger at tvinge dem til at respektere det. Om monopolet nogensinde blev effektivt er vel tvivlsomt, f.eks. kalder Svend Duse på Brotorv sig vinhandler omkr. 1801, Hatting ligeledes sammesteds omkr. 1827.
Bevillingen fulgte gården: 1783 gik begge videre til Johan Christian Mouritzen, 1796 til Christian Sorterup, 1823 via oberstløjtnant Frederik Bülow til Michael Christian Næsted, 1853 via dennes enke til sønnen Michael Frederik Næsted.
Vinhandlen ser ud til at miste betydning til hoteldriften. De ældre ejere kalder sig vinhandlere, således stadig Næsted senior 1823, men 1840 kalder han sig gæstgiver og vinhandler, 1845 blot gæstgiver. Vinhandlen nævnes endnu 1850, men Næsted junior kalder sig kun gæstgiver.
Næsted'erne udlicerede dele af driften:
Næsted jun. flyttede 1873 hjemmefra og overdrog hotellet til C.L. Hansen der drev det til 1878 da han overtog et hotel i København. 1880 boede Næsted her igen. Senest 1882 - 1890/91 forpagtede Adolph B. Mazanti hotellet. Næsted drev midt i 1870'erne vinhandel i Købmagergade, antagelig nr. 11 som han ejede. 1880-1906 drev han mineralvandsfabrikken Fortuna, Købmagergade 18 sammen med apoteker Baagøe der også blev parthaver i hotellet. 1881flyttede han herfra, menhan ejede hotellet og bygningerne indtil 1896.
Hvad fik denne 32-årige gæstgiver til at lade det hus han netop havde arvet, rive ned og bygge et helt nyt? I en chokerende moderne stil, genoplivet nederlandsk renæssance. Jeg kender ingen kilder til hans overvejelser, men prøver alligevel:
To år før havde hans konkurrent i våde varer apoteker Langsted lige henne på Axeltorv gjort det samme. Bindesbølls nederlandske renæssance vakte opsigt i byen. Byrådet: Sådan et hus må vi også have, og det skal også være af Bindesbøll. Det fine Herlufsholm: Sådan et hus vil vi også have, og det skal være rigtig nederlandsk renæssance med svungne gavle, og tegnet af en endnu mere prominent københavner. Byrådet fik et helt andet hus, i fantasifuld nygotik, og blev meget glad for det. Kostskolen fik hvad den bad om, men røg uklar med stjernearkitekten og måtte selv gøre det færdigt. Kunstnere er ikke til at regne med. Begge huse stod færdige 1855/56.
Og Næsted ... Han ville også have sådan et hus. Hans renæssancegavle er vel utænkelige uden Herlufsholms. Arkitekten? Vi kender ham ikke. Georg Kretz, Næstved-arkitekten der måske aldrig byggede et hus i Næstved, var med til at afslutte byggeriet på Herlufsholm. Men hans præcise rolle kendes som sædvanlig ikke. Jeg ville gerne se ham som Vinhusets arkitekt. Men det har jeg ikke noget belæg for, ligesom jeg heller ikke har det for byrådets, kostskoleforstanderskabets og gæstgiverens overvejelser 1853-55. Men de tre år forandrede Næstved for altid. Det moderne gennembrud var kommet til byen.
Gæstgiverens husstand var stor, uden at man kan skelne klart mellem virksomhedens personale og hustyende; fx. 1880: opvarter, husjomfru, thejomfru, lærejomfru, karl og 4 piger. Her boede også andre husstande, der giver lidt indblik i det gamle samfund: 1845 boede her tre officerer med husstand, blandt dem oberstløjtnant Wilhelm Nielsen med tjener.
Gæstgiverfamilien Sorterup 1801: Den 27-årige Christian Sorterup og fru Christine Magdalene havde datteren Elisabeth Maria på et år med ammen Karen Andersdatter på 25. En amme gik for at være vanskeligt tyende, svær at skaffe, svær at have med at gøre. Ikke sært! For at være produktiv skulle hun selv have født næsten samtidig med husets frue. Men eftersom der ikke var mælk til begge børn, måtte hendes eget barn enten være dødt eller sættes i pleje. Sådan en plejemor havde det morbide øgenavn "englemager" fordi spædbørns chance for at overleve på upasteuriseret komælk ikke var god. Netop derfor behøvede det bedre borgerskab som familien Sorterup ammer.
Disse betragtninger er generelle, jeg kender intet til forholdet mellem de to unge kvinder, madam Sorterup og Karen Andersdatter, og den lille Elisabeth Maria. Det var en kvindeverden husfaderen ikke forventedes at interessere sig for.
Det bedre borskabs brug af ammer fortsatte op gennem 1800-tallet. En annonce i Næstved Avis 4/4 1854: Flere Ammer kunne faae Plads paa gode Steder, naar de henvende sig paa dette Blads Kontoir. Henved 1900 forsvinder ammerne næsten helt. Det er vist en temperamentssag om man vil tilskrive det Pasteurs forskning eller det nye industrisamfunds mere værdige syn på menneskeligt arbejde.
opført 1906. Facadegavlens T.H. og 1906 er bygherren Theodor Hansens initialer og byggeåret. Hansen ejede hotellet fra 1896 til sin død 1916 eller kort før. Hans enke afhændede det 1917. Med initialer og byggeår øverst i en gavlspidst fulgte Hansen tradionen fra forgængeren Mich. Fr. Næsted.
Som forgængerne udliciterede Th. Hansen (f. 1868) dele af driften:
Som forgængerne førte Hansen også selv stort hus, fx. 1911: 2 hotelkarle, 2 stuepiger, 2 husholdningselever, smørrebrødsjomfru, kagejomfru, kassererske, kelner og 2 tjenestepiger.
-----
Litt.:
Ernst Wittrup Johansen: Hotel Vinhuset i 175 år, Næstved 1952