klassicistiske huse i Næstved

ca. 1790-1860, det er guldalderen, det er Napoleonskrigene og det fremvoksende borgerskab, det er H.C. Andersen, Kierkegaard og Peters Jul. Det er romersk. I Europa var stilen påvirket af den spektakulære udgravning af Pompeji, i København ryddede storbranden 1795 og bombardetmentet 1807 grundene for den. Magtens huse tog C.F. Hansen sig af, borgernes blev til dels normativt fastlagt. Den skabte et nyt København: Enkelhed i tre etager plus kvist over høj kælder, et bånd med klassisk bort mellem anden og tredje etage. Oftest stod husene hvidkalkede. Somme tider kaldes begyndelsen empire og slutningen biedermeier.

Som i hovedstaden, således også i provinsen, men man byggede en etage lavere og rykkede borten tilsvarende ned. Næstved har en del rigtig gode huse fra perioden. Det smukt restaurerede Riddergade 7 bærer vist prisen.

En sjov detalje: Ved plakat af 4. juli, umiddelbart after Københavns brand, bestemtes det at husenes hjørner skulle "brækkes paa 5 Alen til 1 Fag Vinduer med Piller". Det knækkede hjørne sikrede lettere passage for brandslukningskøretøjer og vel også for militære. Den æstetiske virkning var at gadekryds blev forvandlet til små ottekantede pladser. Reglen gjaldt næppe for provinsen, men det knækkede hjørne blev også mode her som det ses af fem eksempler ovenfor, smukkest Kirkestræde 4.

Nogle københavnske bygmestre, først J.M. Quist, fandt på at gøre hjørnet buet. Også det ses der et eksempel på her. Skikken med det knækkede hjørne overlevede klassicismen. Det gjorde klassicismen i grunden også.

3/9 2004