Opført mellem 1827 og 1865, men facaden er siden ændret til ukendelighed. Indtil 1970 fremtrådte den traditionelt i 11 fag med dør i midten. Så blev den ombygget i to etaper, 1970 og 1975 eller 1978 ved arkt. B. Nordstedt Jørgensen. Den nye glasfacade blev trukket tilbage så den flugter med nr. 25, taggesimsen blev baldakin. Kvistene belv bygget på 2006 samtidig med at skifer på taget blev udskiftet med tegl.
Ejendommen indgik i Brandts købmandsgård og har siden været slået sammen med nr. 25 (næste foto).
Opført 1961 ved ing. Otto W. Rasmussen efter nedrivning af halvdelen af nr. 27 (næste side). Baghuset er fra beg. af 1800-tallet.
Ejendommen indgik i Brandts købmandsgård. 1954 købte blikkenslagermester Preben E. Jensen, kobbersmed Rasmussens Eftf., ejendommen og drev virksomhed her til mindst 1959. Her var stadig Næstved Varme- & Sanitetsforretning omkr. 1972-73, nu ved Arvid Hansen. 1965 åbnede kæden Rygaards Tæppemarked ved Kjeld Rygaard Jensen afdelingen Østergades Tæppehus. Det afløstes marts 1983 af Borum Ærø Cykler der flyttede over gaden fra nr. 24 og var her til langt op i 90'erne.
Det første pakhus her blev bygget mellem 1761 og 1781 i én etage. Det blev ny- eller ombygget mellem 1810 og 1827 med 23 fag, stadig i én etage. Mellem 1827 og 1867 blev det forhøjet med en etage. Det er gravet ind i sandbjerget, så at kun overetagen er fri mod nordøst. Midt i 1930'erne eller kort efter blev længden halveret (fra enden bagest t.h.). Bindingsværket i gavlen t.v., og kun dér, er falsk.
1979 blev det restaureret og indrettet til kontorer og lejligheder ved ing. Otto W. Rasmussen for Kjeld Rygaard Jensen. I kontorlokalerne drev Ringstrøm & Gammelgaard ejendomshandelen Huskat i slutningen af 80'erne. 1995 blev også de lokaler til bolig.